Yahoo Search Búsqueda en la Web

  1. Cerca de 10.800 resultados de búsqueda
  1. Leonora Christina, condesa de Ulfeldt, nacida condesa Leonora Christina de Schleswig-Holstein (Palacio de Frederiksborg, Hillerød, 8 de julio de 1621 - convento de Maribo, 16 de marzo de 1698) fue una escritora danesa, hija del rey Christian IV de Dinamarca y de la joven noble Kirsten Munk.

  2. Leonora Christina, Countess Ulfeldt, born "Countess Leonora Christina Christiansdatter" til Slesvig og Holsten (8 July 1621 – 16 March 1698), was the daughter of King Christian IV of Denmark and wife of Steward of the Realm, traitor Count Corfitz Ulfeldt.

  3. Leonora Christina, condesa Ulfeldt, nacida como "Condesa Leonora Christina Christiansdatter" hasta Slesvig og Holsten (8 de julio de 1621 - 16 de marzo de 1698), era hija del rey Christian IV de Dinamarca y esposa del administrador del reino, el traidor conde Corfitz Ulfeldt.

  4. Leonora Christina, condesa de Ulfeldt, nacida condesa Leonora Christina de Schleswig-Holstein (Palacio de Frederiksborg, Hillerød, 8 de julio de 1621 - convento de Maribo, 16 de marzo de 1698) fue una escritora danesa, hija del rey Christian IV de Dinamarca y de la joven noble Kirsten Munk.

    • Leben
    • Literarisches Werk
    • Ausgaben Von Jammers Minde
    • Weitere Werke
    • Literatur
    • Weblinks
    • Anmerkungen

    Jugend

    Leonora Christina war das dritte überlebende von zwölf Kindern König Christians IV. von Dänemark und Norwegen († 1648) aus seiner zweiten Ehe mit Kirsten Munk († 1658). Diese entstammte einem dänischen Adelshaus von geringem Stand, so dass die Ehe Christians IV. mit Kirsten Munk lediglich als morganatisch geschlossen werden konnte und sie nicht den Titel der Königin erhielt. Ihre Nachkommen waren von der Thronfolge ausgeschlossen. Leonora Christina wurde daher auch nicht der Titel einer Prinz...

    Heirat und erste Ehejahre

    Da ein neuer König, obwohl Dänemark de facto eine Erbmonarchie war, de jure nur nach seiner Wahl durch den Rigsråd (in dem einflussreiche Adlige saßen) den Thron besteigen konnte, war es der Hocharistokratie möglich, für ihre Zustimmung mehr Mitspracherechte und Privilegien zu fordern. Dies lief auf eine Beschränkung der königlichen Autorität hinaus. Außerdem durften Mitglieder der Königsfamilie keine Untertanen heiraten, um die Unparteilichkeit des Königs zu erhalten. Christian IV. nutzte de...

    Jahre der Verbannung

    Nach dem Tod Christians IV. bekämpfte dessen Sohn und Nachfolger Friedrich III. von Dänemark und Norwegen, der auch Leonora Christinas Halbbruder war, die dominante Stellung von Corfitz Ulfeldt und dreier weiterer Schwiegersöhne Christians IV. Die Gemahlin Friedrichs III., Sophie Amalie von Braunschweig-Lüneburg, wurde zur unerbittlichen Feindin Leonora Christinas, die wahrscheinlich ihre führende Position am Hof nicht aufgeben wollte. 1649 reiste Corfitz zwar noch einmal mit seiner Gattin in...

    Leonora Christina war nach heutiger Auffassung keine hauptberufliche Schriftstellerin im engeren Sinn, sondern eine sehr gebildete und den ersten Gesellschaftskreisen angehörige Frau, die ihre oft im Zentrum der dänischen Politik stehenden Erlebnisse literarisch auf einem ästhetisch hochstehenden Niveau verarbeitete. Vergleichbare autobiografische Werke schufen die schwedische Adlige Agneta Hornund Königin Christina von Schweden. Auf Grund ihres abenteuerlichen und dramatischen Schicksals blieb Leonora Christina in den dänischen Geschichtsbüchern präsent. Ihren Ruf als eine der hervorragendsten dänischen Prosaschriftsteller des 17. Jahrhunderts begründete aber erst ihr posthum zugängliches Werk „Jammers Minde“, das über ihre lange Gefangenschaft im Blauen Turm berichtet. Das Originalmanuskript hatte Leonora Christinas Sohn Leo geerbt und es war im Familienbesitz unter Verschluss geblieben und nur Wenigen vor Augen gekommen. Erst nach seiner Wiederentdeckung in Österreich und Herausg...

    dänisch 1. Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-Minde". En egenhændig Skildring af hendes Fangenskab i Blaataarn i Aarene 1663-1685, hrsg. v. Sophus Birket-Smith, Gyldendal, Kopenhagen 1869. Onlineversion 2. Jammers Minde og andre selvbiografiske Skildringer, hrsg. v. J. Brøndum-Nielsen und C.O. Bøggild-Andersen, Kopenhagen 1949. 3. Leonora Christinas Jammers Minde, hrsg. v. Poul Lindegård Hjorth und Marita Akhøj Nielsen, Kopenhagen 1998. deutsch 1. Denkwürdigkeiten der Gräfin zu Schleswig-Holstein Leonora Christina vermählten Gräfin Ulfeldt aus ihrer Gefangenschaft im Blauen Thurm des Königsschlosses zu Copenhagen 1668-1685, hrsg. v. J. Zwieback, Wien 1871. Onlineversion 2. Leidensgedächtnis. Das sind Denkwürdigkeiten der Gräfin zu Schleswig-Holstein Leonora Christina, bearb. v. Clara Prieß, Leipzig 1911. 3. Jammersminde. Der Leonora Christina, Gräfin v. Ulfeldt, eigenhändige Schilderung ihrer Gefangenschaft im Blauen Turm zu Kopenhagen von 1663-1685, übersetzt von Eva von Baudissi...

    Den franske selvbiografi (Französische Erinnerungen), Faksimile-Ausgabe hrsg. v. C.O. Bøggild-Andersen, Kopenhagen 1958.
    Hæltinners Pryd(Zierde der Heldinnen), hrsg. v. Christopher Maaløe, Kopenhagen 1977.
    Heinz Barüske: Die nordischen Literaturen. Band 1, Haude & Spener, Berlin 1974, ISBN 3-7759-0157-4, S. 162–168.
    Annegret Heitmann: Leonora, Gräfin Christina Ulfeldt. In: Ute Hechtfischer u. a. (Hrsg.): Metzler Autorinnenlexikon. J. B. Metzler, Stuttgart, Weimar 1998, ISBN 3-476-01550-5, S. 297–298.
    Jens Kragh Høst: Leben und Schicksale des Reichsgrafen Korfitz Ulfeld und der Gräfin von Schleswig-Holstein Eleonore Christine, Königliches Taubstummen-Institut, Schleswig 1829.
    Digitalisat des Manuskripts der Französischen Erinnerungen; Det Kongelige Bibliotek, Kopenhagen
    Literatur von und über Leonora Christina Ulfeldt im Katalog der Deutschen Nationalbibliothek
    Leonora Christina Ulfeldt. In: FemBio. Frauen-Biographieforschung(mit Literaturangaben und Zitaten).
  5. en.wikipedia.org › wiki › Corfitz_Ulfeldt_(1606–1664)Corfitz Ulfeldt - Wikipedia

    • Overview
    • Early life
    • Rise to power
    • Treason
    • Later life
    • Legacy

    Count Corfits Ulfeldt was a Danish statesman, and one of the most notorious traitors in Danish history.

    Ulfeldt was the son of the chancellor Jacob Ulfeldt. He was educated abroad, concluding with one year under Cesare Cremonini at Padua. He returned to Denmark in 1629.

    Upon his return to Denmark, Ulfeldt quickly won the favor of King Christian IV. In 1634 he was made a Knight of the Order of the Elephant, in 1636 became Councillor of State, in 1637 Governor of Copenhagen, and in 1643 Steward of the Realm. In 1637 Ulfeldt married Leonora Christina who was the daughter of King Christian IV of Denmark. She had been betrothed to him since her ninth year. Ulfeldt was the most striking personality at the Danish court in all superficial accomplishments, but his chara

    After living for a time in concealment at Amsterdam, Ulfeldt moved to Stralsund in Swedish Pomerania. In the Dano-Swedish War of 1657 and 1658, King Charles X Gustav of Sweden invaded Denmark, Sweden's deadliest foe at the time. In July 1657, Ulfeldt responded to the King's invitation to enter his service. Ulfeldt's purpose was twofold: humiliate his monarch and secure a personal fortune. During Charles X's march across the Belts, Ulfeldt persuaded the commandant of Nakskov to surrender to the S

    Their captivity was severe to brutal and they were released in September 1661 in the most degrading conditions. The fallen magnate henceforth dreamed of nothing but revenge, and in the course of 1662, during his residence at Bruges, he offered the Danish crown to the Frederick William I, Elector of Brandenburg, proposing to raise a rebellion in Denmark for that purpose. Frederick William betrayed Ulfeldt's treason to Frederick III, and the Danish government at once impeached the traitor; on 24 J

    To posterity Corfits Ulfeldt has stood as the prototype of a traitor in Danish history. In addition, modern historians have been liable to view him as a highly mentally unstable man whose lust for power ended in megalomania and insanity. In contrast his wife Leonora Christina has been admired because of her long time as a prisoner after his death. She spent twenty-one years in confinement in the royal dungeon, Blåtårn, prior to her release during 1685. Jammers Minde is an autobiography ...

    • Ægteskab Og Børn
    • Christian 4.S Død
    • Fangenskab
    • Sidste år I Kloster
    • Kristian Zahrtmann
    • Galleri
    • Litteratur
    • Eksterne Henvisninger

    Hun blev 9. oktober 1636 som 15-årig gift med rigsgreve og rigshofmester Corfitz Ulfeldt, men kaldte sig aldrig Ulfeldt. Da forholdet mellem hendes forældre var uklart, måtte hun opfinde sin egen rolle: Da dronningen var død før Leonora blev født, og der ikke var andre ledende damer ved hoffet i København, var det let for hende at tiltrække sig opmærksomhed, hun udfyldte så at sige den ledige rolle som landets førstedame. Senere udtalte hun, at hun var kongens yndlingsdatter, men det har vi kun hendes eget ord for. Selv kaldte Christian IV Leonora Christinas søster, Anna Cathrine, for sin yndling, da hun var Os lig. Anna Cathrine døde ung i 1633, og Leonora overtog hendes plads. Vi ved dog, at Leonora Christina lignede sin far: hun var begavet, havde kunstneriske anlæg for maling, tegning, musik og skriftlig udtryksform og havde let ved både at behage og lære. Hun arvede hans evner for at formulere et præcist, rigt og billeddannende dansk. Foruden dansk mestrede hun også samtidens s...

    Efter Christian 4.'s død brød Leonoras modsætningsforhold til halvbroderen Frederik 3. og dronning Sophie Amalie ud i lys lue, og hun flygtede med Corfitz Ulfeldt til Sverige i 1651 og opholdt sig i Stockholm 1652-54. Baggrunden for flugten var Corfitz' underslæb og salg af embeder samt en kompliceret sag med modsatrettede anklager om planlagt giftmord (Dina-sagen). Leonora havde besøgt Nederlandene og Frankrig og var en international berømthed. Dronningen af Frankrig havde hun mødt som sin ligemand på trods af, at hun kun var adelig. Hun ønskede ikke at give plads for den nye dronning, Sophie Amalie, og Corfitz ville nødigt afgive sin lukrative stilling, fordi en ny konge havde besteget tronen. Misforholdet gav sig udtryk i chikane, som da Ulfeldterne fjernede byens udsmykning inden Sophie Amalies indtog som dronning. Vigtigere var det, at Ulfeldts position såede tvivl om det nye kongepars politiske kurs. For at undgå en retssag om underslæb flygtede de til Sverige, hvor Leonora mø...

    Frederik 3. forlangte hende udleveret som Ulfeldts medskyldige i højforræderi, hvorfor hun blev arresteret og sendt til København, hvor hun blev holdt fængslet i Blåtårn på Københavns Slot. Hun nægtede kendskab til Corfitz Ulfeldts landsskadelige handlinger, men blev uden rettergang eller dom holdt fanget i Blåtårn i næsten 22 år (1663-1685). Det var her, hun skrev sin franske selvbiografi. I 1673 begyndte hun sit Jammers Minde, en skildring af fængselslivet stilet til hendes børn. Manuskriptet så først offentlighedens lys i 1867 og skabte sensation. Det er ikke alene noget for perioden så sjældent som en fremragende selvbiografi, men en skarp og velskrevet skildring af menneskelig fornedrelse og sjælelig storhed. Jammers Minde inspirerede maleren Kristian Zahrtmanntil en serie på ca. 20 billeder fra hendes liv: fra anholdelsen, indsættelsen i Blåtårn over hendes unge dage som kongedatter, til en bizart hævngerrig skildring af Sophie Amalies død.

    Da dronning Sophie Amalie døde i 1685, blev Leonora Christina løsladt, og efter kort tids ophold i Husum flyttede hun til Birgittinerordenens kloster i Maribo. Åbenbart forblev hun åndsfrisk til det sidste, for hun arbejdede energisk for at få familiens inddragne ejendomme i Sverige tilbage, og afholdt fastelavnsløjer i klostret året før sin død. Leonora Christina Ulfeldt blev begravet krypten i klosterkirken (den nuværende Maribo Domkirke), hvor hendes gravsten stadig kan ses; men hendes lig blev kort tid efter fjernet fra gravstedet, antagelig af nogle af hendes sønner, og formentlig gravsat i Wien, hvor sønnen Leo gjorde stor karriere og bl.a. blev feltmarskal og vicekonge i Catalonien. Da man i 1829 åbnede hendes grav i vestenden af Maribo klosters nordre gang, fandt man kun tre barnelig og et lille guldsmykke. På gravstenen står der: "Dette begravelsessted tilhører hendes højbårne nåde, grevinde Leonora Christina, hvorhelst trende af hendes sønner ere nedsatte, og selv hviler h...

    Den bornholmske maler Kristian Zahrtmann var meget optaget af Leonora Christina. I 1871 malede han det første af sine Leonora Christina-billeder Slotsfogden skæmter med Kvinderne i den nylig fængslede Kongedatters Kammer på Blaataarn. Det fulgtes af ca. 20 betydelige værker med motiver fra Leonora Christinas dramatiske liv bygget på hendes selvbiografi Jammers Minde. Fra sin ungdom havde han følt varmt for Leonora Christina. Nu blev han både hendes forherliger og hendes hævner. I 1873 kom Leonora Christina forlader Fængselet, og han fordybede sig i hendes personlighed og karakter, og kæmpede for at få samtiden til at se andet i hende end en afskyelig landsforræder. Blandt de mange malerier er Leonora Christina i Fængselet (1875, Den Hirschsprungske Samling); hun ser, liggende på sit leje, rotterne æde af det brændende lys;, Corfits Ulfeldt og Leonora Christina, Leonora Christina på Maribo Kloster (1883; Kunstmuseet), Leonora Christina undersøges af Sophie Amalies Tjenerinder (1888,...

    Leonora Christina i fængsel. Den Hirschsprungske Samling.
    Leonora Christina i Blåtårn. Kvinde laver sig et øllebrød, 1896, Bornholms Kunstmuseum.
    Leonora Christina Ulfeldt malet i 1647.
    Anne Marie Mai (red.), Leonora Christina : historien om en heltinde, Arkona, 1983. (Acta Jutlandica, 58. Humanistisk serie ; 57). ISBN 87-87044-72-2.
    Leonora Christina: Jammersminde(publ. 1869, 1885, 1931)
    S. Birket Smith: Leonora Christina Grevinde Ulfeldts HistorieI-II, Kopenhagen 1879-81.
    Leonora Christina Ulfeldt på gravsted.dk
    Wikimedia Commons har flere filer relateret til Leonora Christina Ulfeldt